ChristianWinther_III

— 383 — dem — troer jeg — let fra Deres Stue i Aftensolens røde Lue. b Hils Voverne, de lange, krumme, som ind fra Øresundet skumme og minde om i deres Sange, at de har baaret mange Gange vort Flag til Roes og Magt og undre sig, at saa sjældent høres dundre den danske Torden over Havet; „er Danmark,“ spørge de, „begravet?“ Hils Højen, hils den tavse Sten, som knejser over Kæmpens Ben; men væk ej ham, nej, lad ham ligge og drømme stolt — hans vaagne Blikke blev os vist ikke meget ømme — nej, lad ham drømme — lad ham drømme!

Alt Chr. Winthers Haab om i Foraarstiden at gjense Danmark blev til Skuffelse; Ida og Fru Winther vare svage, Fruen havde liidt af Øjenbetændelse, og de be­ sluttede atter at tage til Fécamp, hvor de efter et Pat- Dages Vrøvl og Besvær fandt en taalelig, ikke altfor kostbar Bolig og en nogenlunde brugelig Opvartnings- og Koge-Kone. Her havde de Besøg af Monrad efter hans Tilbagekomst fra Ny Zeeland, hvilket glædede dem meget. Men langt større Indflydelse fik et nyt Bekjendt- skab, de gjorde her. Chr. Winther skriver i et utrykt Brev til Const. Hansen: „Hvad et slet Valdhorn, blæst afskyeligt, kan udrette, derpaa vil jeg nu give Dem et Exempel. En mørk Aften . . . stod jeg alene ved Hav­ bredden ved Fécamp og saae ud over Søen. Oppe fra en af de høje Klinter hørtes den fæleste Musik af et Tudehorn. Jeg vendte mig for at gaa hjem og mødte en Herre — den Eneste paa Pladsen foruden mig. Jeg henvendte til ham et Par misbilligende Ord om denne b Const. Hansen boede paa Amalievej nær Biilowsvej.