ChristianWinther_III
— 368 — og man spørger: „Var han lykkelig?“, da rejser jeg mig brat og svarer højt: „Mig prydede ej Lavrens Hæderstegn, ej kvæged eller frydede mig Rigdoms gyldne Regn; — men hun — hun har jo smykket mig med Himlens bedste Navn, og hun —- hun har henrykket mig til Salighedens Havn; hun nævnede sin Sanger mig, og selv var hun min Brud — og intet Mer forlanger jeg af Verden eller Gud.1)
Hans Hustru var ganske enig med ham i hans ovennævnte Betragtning; naar man kaldte ham „Hr. Professor“, sagde hun, maaske paa en lidt opskruet Maade: „Han hedder Christian Winther, og ikke Andet, ikke Professor, kun Christian Winther.“ Saa megen Ungdom, som der blomstrer ud af „Bro gede Blade“, saa megen personlig Vemod, „Klynk og Klage“ er der ogsaa i denne Bog, hvis Titel jo netop viser hen til Høsten. Han begyndte at føle sig gammel. I sit Bryllupsaar 1848 sang h a n 2): Jeg seer med Vemod ej tilbage til Vaarens stille Blomstertid; mit Hjærte fører ingen Klage, for Solen ej er sommerblid. Jeg veed jo nok, min Vandring vender nu ned i Vintrens kolde Favn, hvor Stilhed boer, hvor Aaref ender i Gravens Hjem og sikre Havn; *) Se Folmer Sangers omtrent tilsvarende Ord (Sml. Digtn. VII, S. 278). *) Sml. Digtn. II, S. 74.
Made with FlippingBook