ChristianWinther_III

— 295 — bag Højen tryg og stille, kan Stormen ikke naa. Den snævre Have rummer en Skat af Grønt og Blomsterduft; fra Kuben Bien summer ud i den varme Luft. Tæt ved den blanke Rude har Svalen klinet op sin Bo; blødt ligger, som paa Pude, i Eng den brune Ko. Saa lunt i Lindens Grene en Drossel sidder mangengang sørgmodig og alene med sig og med sin Sang. Frisk dufter Kløvermarken, Vildanden sejler med sin Viv, og Fisken slaaer i Parken imellem Blomstersiv. Hen over bløde Høje til fjærne Skov fra denne Vraa ustandset kan mit Øje i Fred og Vemod gaa. Den svale Kilde rinder hen mellem Sten og snakker smaat; den vækker gamle Minder, som gjør mit Hjærte godt. Hvor ensomt og hvor stille! Hvor fjærnt fra Verdens stygge Larm!

Her kunde Sangens Trille let svæve fra min Barm.

Det er godt, at saadan „en Hytte“ seer bedre ud paa Frastand, end naar man boer i den. Han siger selv efter at have beskrevet en anden lille Bolig i Skovenx) : „Det var en af de Pletter, om hvilke man saa ofte i en h Sml. Digtn. IX, S. 82.