ChristianWinther_III

— 252 — saa Du kan rigtig nyde med Frejdighed, i fulde Drag, det Bæger, som Dig byde Nordfjældets Alfer Nat og Dag.

Den 16de Aug. skriver Dunker deroppe et Digt til Fru Julie og siger deri, at Bjærgene altid i Frastand ere skjønne, men, kommer man dem nær, ere de nøgne og skarpe uden Hvile for Vandreren; han ender da saaledes: „Mit Hjærte er- saa vildsom en Egn med Taage og Klipper kolde, hvor Stormen tuder, og hvor at bo Slet Ingen kan udholde.

Du sidder derinde, Du hyller Dig ind, kan ej Dig mod Stormen beskytte. Hold ud! Hold ud! Ved Klippens Rod der har jeg Dig bygget en Hytte! Og, naar det blæser og Hagien slaaer, og Sne dækker Dale og Høje, vil Stormen lægge sig, Isen tø for Straalerne fra Dit Ojé. Maaske det kunde sig da saa vende, skjøndt ej Hvad Du søgte Du fandt, at Klipperne syntes Dig mindre vilde og Taagerne stundum svandt.

E r en Mands Erkjendelse af det i Sandhed Ædle og Skjønne af mindre Værd, fordi han gjennem Vildfarelser og Lidelser har maattet kæmpe sig frem til den rette Erkjendelse? Gaaer ikke Vejen til Sandhed, Skjønhed og Harmoni gjennem Vildfarelser, Mangler og Mislyd? Er det biiligt, at Aftenen bebrejder Dagen, at ikke dens Morgen har været ligesaa straalende som den? Tænk paa dette, Julie, saa vil De maaske kunne