ChristianWinther_III

— 216 —

med lionardisk Haar, med buonarotisk Skjæg, med Kappen sirlig lagt i cinkvecentske Læg. End deres megen Snak om Byens gamle Skrammel om -Øret suser mig og gjør mig ganske vammel. Til Pyramiden hist man komme kan i Fart; men ellers Alting er interessant og rart.

Det er — mod hans Sædvane — et ildesindet, uretfær­ digt, gnavent og uelskværdigt Digt, han her har skrevet. Hvor ganske anderledes lyder Tonen nu, end første Gang han var i Rom, og anderledes, end da han i deres første Kjærligheds Tid vilde ud at rejse med sin -Julie og da sang til hende:

Højt fra Kapitol Du skue skal det store, stille Rom; tænde sødt Din Andagts Lue under Buonarotis Bue i St. Peters Helligdom.2)

Det gik ham som Goethe, der, dengang han i 1790 kom andengang til Italien, mærkede, at hans Indbildningskraft havde spillet en betydelig Rolle ved den Fortryllelse, der havde grebet ham ved det første Syn af dette Land. I hans „Venetianske Epigrammer“ seer man, hvorledes den Glæde og Beundring, han i „Romerske Elegier“ havde følt ved det Nye, viger Pladsen for en skuffet Stemnings Bitterhed og Spot. — Der findes blandt Chr. Winthers Efterladenskaber et Brudstykke af den Dagbog, han Som karakteriserede italienske Malere i 15dé— 16de Aarh. 2) Sml. Digtn. III, S. 32.