ChristianWinther_III

— 12 — Efterhaanden gik den Følelse, Chr. Winther nærede for hende, over til at blive alvorligere. Allerede i 1837 bragte han gjennem Agerskov Hilsener til Werliins og „deres nydelige smaa Dukker“ 1). Omtrent paa samme Tid sendte han Fruen en ganske lille bitte Bog, i hvil­ ken han med en Skrift, der kun kan læses under en stærk Lupe, tolker hende sin Følelse. Disse Digte ere ikke tidligere offentliggjorte. „Tilegnelsen“ lyder saaledes: Her høres ingen Fløjtetone,

der Sorgen dysse kan i Blund, kun Skrig fra Raseriets Zone, kun Suk fra Hjærtets mørke Grund — mit Billed, stedt i Smertens Lue: har De nu Lyst og Mod at se den Kval, min ædle Frue, saa — vær saa god!

Derefter følger:

Jeg vrider mine Hænder den lange, lange Nat; jeg mig paa Lejet vender saa pinefuld og mat. Jeg rejser mig med Kummer, jeg lægger mig med den; mit Hjærte ikke rummel­ en anden trofast Ven. De hemmelige Kvaler hvad jeg har syndet før. Hvor kan jeg være lystig, hvor kan jeg være fro, hvor kan jeg være trøstig foruden Trøst og Ro? jeg ikke røbe tør. Mig rigeligt betaler

!) Se Breve fra og til C. W. S. 37.