ChristianWinther_III

181 —

—

Hun talte til mig vennehuldt, hun var saa from og kjærlig mod mig; mit Hjærte brændte smertefuldt, da hun med sagte Skridt forlod mig. Fortvivlelse var i min Hu;

fra Fredens Hjem jeg maatte drage i Mørket ud — der er jeg nu — ak, aldrig kommer jeg tilbage! Den Ilte Febr. ender hans Digt saaledes: Jeg kan ej sove — det er Nat — min Angst — jeg kan ej fri mig for den, jeg er saa ene — og fo rla d t har je g m it K jæ reste fa a Jorden.

Medens han saaledes færdedes i det Fjærne, vat- hele Kjøbenhavn optagen af denne Begivenhed. Hans Veninde Dorothea Liunge skriver d. 31te Jan. 1851 i et Brev til Anna Nielsens Søster Mine B renn ee x): „Rygtet har vel fortalt Eder om den Skandale med Winther; men jeg vil omtale den, da I vist ikke har hørt den rigtige Sammenhæng. I Løverdags gik han fra sit Hjem og sagde til sin Kone, at han gik op i Ministeriet; da han ikke kom hjem om Aftenen, blev hun urolig og sendte Bud, hvor hun kunde tro, han var; men Ingen havde seet ham. Dagen efter fandt hun paa hans Skrivebord en lille Seddel, hvorpaa der stod, at, dersom hun ønskede, han skulde komme hjem og taale alle Krænkelser, saa skulde han gjøre det; men der stod Intet om, hvor han var tagen hen. Du kan da tænke Dig, hvor fortvivlet hun var; man for­ tæller, at hun med Monrad kjørte ud i Landet for at x) Overladt mig af Kand. teol. A. E. Bojesen. Som man vil se, svarer Meddelelsen her ikke ganske til den S. 177—79.