ChristianWinther_III

— 179 —

Indblanding i Sagen — kunde flygte til en af de mange smaa Jurisdiktioner, som fandtes der1). Georg Aagaard blev indviet i Hemmeligheden og tillige senere Kand. jur. Bruun, der var paa Byfogedkontoret, og som netop paa denne Tid blev Sideniudes Svigersøn. De gjorde Alle Kommers med Chr. Winther og sagde ham, at der jo ikke vilde kunne blive Tale om Arrestation; Ordren herom maatte jo gaa gjennem Byfogedkontoret, saa kunde B ruun jo komme denne i Forkjøbet og i en Fart faa Delinkventen bort; ved deres muntre Maade at tage Sagen paa, oplivedes Winther i Øjeblikket meget. Hans virkelige Sindsstemning kommer til Orde i Digte2). Han skildrer d. 28nde Jan. det stormende, vilde Vinter- Vejr med Nattemørket og de tudende Hunde og fort­ sætter saa: Hen ad de frosne Stier gaaer jeg med ængstelig Hast;

Rædslen i Hjærtet ej tier, gik jeg end nok saa fast. Pines maa jeg og længes i Jammer Dag og Nat, indtil mit Hjærte sprænges, — thi Hende jeg har forladt. II. O, natligt tudende Vinde, I er milde, imod den Røst, der vækker Rædslen herinde i mit selvmartrende Bryst.

x) Meddelt mig gjennem Redaktør Gullmann af dennes Moder, K. Sidenius's Datter, og af Kand. jur. J. P. K. B ruun . 2) Se Efterl. Digte S. 27—35.

12 *