ChristianWinther_III

— 172 — bedst følte mig hjemme. Men Tante Julie havde alle­ rede dengang sat sig fast i den Forestilling, at jeg, den Forældreløse, skulde være og betragte mig som en Søn af Huset. Og saa fik jeg bagefter Bebrejdelser for, at jeg havde taget saa kjærligt imod Tante Petrine. Jeg burde jo elske min nye Moder langt højere end nogen Anden. Denne hendes Fordring paa Kjærlighed hørte med til det noget Fremmede, der var i hendes Maade at være paa. Det Samme havde ytret sig paa lignende Maade ved en anden Lejlighed. Det var, da Ida skulde konfirmeres. Jeg havde sat mig for at rejse til Lille- hedinge, hvor en af mine Fættere eller Kusiner skulde konfirmeres . . . . Men, da Tante Julie hørte denne Plan, blev der en Scene. Der blev fældet Taarer over, at jeg ikke holdt af Tante Ju lie , naar jeg vilde drage bort netop nu, da hendes Datter skulde konfirmeres. Og jeg nænnede ikke at staa imod — jeg blev tilbage i Kjøbenhavn, skjøndt jeg fuldt vel veed, at jeg vilde have befundet mig ganske anderledes hjemme i Lille- hedinge Præstegaard. Jeg blev efterhaanden indviet i Tante Julies Hjærte- sorg. Det var sin Søn Henri , hvem hun savnede saa dybt. Mange Taarer har hun fældet, naar hun fik Lej­ lighed til i Enrum at fortælle mig om ham. Saa blev det Hverv mig betroet, at jeg skulde prøve, om jeg kunde drage hans Hjærte hjemad mod Moderen. Jeg rejste ud i Hornsherred til Skibby, i hvis Nærhed Faderen da boede; der havde jeg en Tante Charlotte, født Hornemann , gift med Lægen Brodersen ; hos hende skulde jeg mødes med Henri. Aftalen var, at jeg skulde synge en af de Viser, han som Barn havde hørt af sin

Made with