ChristianWinther_III

— 169 — skabet, strax maatte tænke: „Nu kommer der dog Noget, som maa kunne varme et Hjærte“ ; men der kom Intet. Hendes Læber vare blussende røde, og, talte man til hende, foer der en Strøm af Rosenfarver over hendes straalende Ansigt. Gjennem al Ordstøjen af de Ældte og Spektaklet af Drengene vandrede hun med yndig Rolighed og dulmede det Hele; da hun var færdig med Opvartningen, hentede hun sin føromtalte lille Søstet, med hvem hun beskæftigede sig, uden — som det syn­ tes — at lægge videre Mærke til det øvrige Selskabs Færd eller Samtale. Som hun altid var en god Søster og Datter, saa vilde hun blive en god Moder og Hu­ stru. Den, der stille beskuede hende, behagede hun meget. — Senere træffe vi hende langsomt spadserende under Skovens skyggefulde 1 ræer; ved den ene Haand fører hun sin lille Søster, og i den anden bærei hun en opspændt Parasol, der skjødesløst ligger paa hendes Skulder, medens Solens Glimt gjennem Tykningen at og til forhøjer hendes dejlige Haars Glans, dei ikke skjules af nogen Hat eller Bedækning. Hun gaaei gjærne alene, da hun ikke hører til de Snaksomme, derfor holder hun sig helst til den lille Søstet, hendes øjesten, som Ingen uden hun selv maa opdrage paa. Og saa søger hun daglig til en gammel Skovfoged- Enke, hvis naive Sandhed og Naturlighed tiltalet hende, og gjennem hvis Fortællinger hun lærer Mere end af Bøger. Selv bringer hun den Gamle saadanne og læset for hende, pusler i hendes Have, snakker med hende om Alt og har tusende Ting for med hende; i dette Forhold viser hun sig som „en fornøjelig lille Pige“. Hun er „klog nok og saa god, som Dagen er lang“ ;