ChristianWinther_III

— 121 — Dit Hjærtes Dør staaer aaben for Kunstens skjønne Drøm, det suger ej blot Draaben men rummer den fulde Strøm. Hvert Frø, Du flittigt sanker af Skjønheds Blomstersiv, modnes i Dine Tanker og smykker huldt Dit Liv. Dig Skjønhed er et Bæger, en Regn saa mild og sød, der styrker og der kvæger, der mildner og gjør blød. og midt i al Din Smerte, og midt i Livets Nød Dit gudhengivne Hjærte ej Trøstens Kalk forskød.')

I et Brev2) siger han om hende, at hun har god For­ stand paa Digtning og lader sig ikke let nøje med Middelmaadighed. — Som han nu kan gjøre hende del­ agtig i sin højeste Interesse, saa deler han med hende „enhver god Ting, der kan lysne og forfriske3). Hans Valgsprog i Forhold til hende er Constance et fidélité ^); derfor tør han langt hen i Tiden sige til hende5):

Thi trofast er mit Hjærte blevet, trods Livets Storm og Bitterhed; derinde dybt Dit Navn staaer skrevet, og jeg vil dø, som jeg har levet, med det og gaa i Graven ned.

Han tiltaler hende med disse OrdG): Du Eneste, mit Hjærte ejer, min Styrke, Næring og mit Liv.

h Sml. Digtn. III, S. 247. 2) Breve fra og til C. W. S. 232. 3) Smsteds S. 175. 4) Sml. Digtn. III, S. 198. (Hun hedder Julie Constancei) 5) En Saml. Vers S. 41. 6) Sml. Digtn. III, S. 205.