ChristianWinther_III

— 118 — Lige fra min Barndoms Grønhed til min høje Alders Graa, aldrig saae jeg Nogens Skjønhed Dine Øjnes overgaa. I Din Sorg og midt i Glæden, selv iVrede og Foragt, blev mig ved hver Vexling Sæden til en Tankeverden lagt. Je g studeret har Dit Øje som en dygtig Astrolog, der vil blive rigtig nøje paa sin Skæbnestjærne klog.1)

Af hendes „usigelige Blikke“ lyser der for ham Velsignelse og Fred2); disse Stjærneøjne maa han altid prise3): Hun har to Øjne — hvert en Stjærne; for dem jeg ofred Livet gjærne. Hun smiler til ham, og han svarer4): Han besynger hendes Skuldres sødt smægtende Hvid­ hed, hendes Lokkers blonde, rørende Blidhed5), hendes svanehvide Arme6) og Svanehals7). Han siger8): Din Gang er som en kraftig, strængt lutret Harmoni, der bærer frem for Sjælen en livsalig Melodi; De Smil, de dræbte al min Ve, de smeltede mit Hjærtes Sne og fik min vilde Sjæl til Hvile.

som Æolsharpens Toner, der komme og der fly, den aldrig sig gjentager, evig lige ung og ny.

b Efterl. Digte S. 125. 2) Sml. Digtn. III, S.201. 3) Efterl. Digte S. 146. 4) Smsteds S. 72. 5) Sml. Digtn. III,S. 208. 6) Smsteds S. 201. 7) Smsteds S. 226. 8) Smsteds S. 245.