ChristianWinther_II

jo nok være, man bor tilføje det historiske Faktum, at Idyllen altid mere eller mindre tilhører Forfalds­ perioderne. Vist er det, at han aldrig røbede Sans for Politik, Statsøkonomi eller Noget, der vedkom Folkets mere ydre Historie. Desto inderligere følte han for dets poetiske Frembringelser, uden egentlig at ænse, hvorledes disse fødtes ud af hine Forhold. I hans egne Digte vil man forgjæves søge efter Tegn paa store Samfundsbevægelsers Paavirkning eller i det Hele paa Problemers Indflydelse i Digtersindet. Digtene kom stille, fredeligt, med den sande Poesis Kjendemærker, og saaledes slog de an i Folket. I sin Opvæxt kan han ikke med fuld Bevidsthed have fornummet Oehlenschlægers første mægtige Virk­ ning paa dens Højdepunkt; men „Helge“ udkom dog Aaret før han blev Student, og, da han elskede Oehlen- schlæger over alle andre Digtere1), saa spores dennes Aand da ogsaa — om end kun svagt — i et Digt som „Asbjørn og Thora“, ligesom ogsaa senere f. Ex. i „Et Par“ 2). Alligevel ere disse to Digteres Naturel saa forskjellige, at Oehlenschlægers Indflydelse ikke bliver væsentlig. Chr. Winther siger selv: „Jeg har fia første Færd beundret og elsket Oehlenschlæger; men vist og sandt er det, at han aldrig hos mig har tilvejebragt den Opvækkelse (Anregung) og Fortrøst­ ning, som Goethe , Tieck og Schlegelerne, og aldrig den

) Dette erklærede han f. Ex. til Professor Agerskov. (Se ogsaa „Museum“ 1896, II, S. 4). *) Senere i denne Bog vil der blive gjort opmærksom paa Molbechs Udtalelser om Sammenlignings­ punkterne mellem Oehlenschlæger og Winther.