ChristianWinther_II

— 7 8 — Op kraftigt Hjærtet foer af Søvnens Dvale; i Livets Kamp det atter frejdigt stævner, og hver dets Daad skal kun om hende tale.

Kjærligheden er vakt; men den bliver ikke besvaret, det martrede ham, naar hans varme Glød svaledes af hendes kølige Aande. Saa bad han i Sang Søvnen, at den vilde forbarme sig over ham og give ham Drømme, i hvilke der kunde drikkes Glemsel, og hvor Alt var efter hans ønske:

Der evig Fred paa hver en Pande hviler, der er min Elskte mild; kun der hun taaler, — o, sjældne Fryd — at jeg til hende smiler!

Sin Kjærligheds Art skildrer han: Saaledes er min Elskov i mit Hjærte:

en himmelsk Draabe, der med alt det Søde, som Jord og Hav og Eden har i Eje, fortærer Livets Kraft, men trods sin Smerte dog lader mig i hellig Vellyst gløde, indtil den strækker mig paa Gravens Leje.

Ligesaa haabløs og ubesvaret vedblev i det Væsent­ lige Chr. Winthers Følelse for Alvilde Miijffelmann med at være gjennem Aarenes Løb. Naar hun viste sig kølig, anslog han ofte en overfladisk, spøgende Tone, som imidlertid ikke svarede til Hvad der vaandede sig i hans Hjærte. De Digte, hvoraf der her er aftrykt Brudstykker, gav han ikke Alvilde; de udtalte hans hemmelige Følelser; naar han sendte hende sine po­ etiske Udtalelser om hende, var hans Sprog et ganske andet let og legende. Derom vidner efterstaaende hidtil utrykte Digte, som hun har overladt mig til Af­ benyttelse. Det første fremstod i en Periode, da hun