ChristianWinther_II

— 7 4 — Over Nattens høje Himmel vandrer Maanen, klar som Guld, og bag Taagens matte Strimmel synes mig, at Stadens Vrimmel vinker mig saa underfuld. Nattergalen slaaer sin Trille uskyldsren og vemodstung; ak, hvi kan jeg, skjøndt jeg vilde, ej de dybe Sukke stille? Jeg er dog saa frisk og ung! Anelser og Ungdomslængsel fylde underligt min Barm; Hjærtet banker i sit Fængsel, bitre Fryd og søde Trængsel og den er saa tung og stor! Over Mark og Dal og Høje iler vemodsfuldt mit Øje, og jeg veed ej ret, hvorfor. Dog jeg troer: bag Fremtids Dække staaer en Scene, lys og fri; friske Blomster vil den række, Længslen dysse, Glæden vække i dens fulde Harmoni. Und mig da den sære Glæde, Sukket skaber i mit Bryst; mens min Længsel er tilstede, lad dens Dug kun Rosen væde, disse Taarer er min Trøst. farver Kinden luevarm. Taaren perler i mit Øje,

Dette Digt overrakte han hende en Søndag Aften og bad hende, om hun selv vilde sætte Musik til det. Mandag Morgen ved Solopgang vandrede han saa, som sædvanligt, paa sin Fod tilbage til Lyngby for i rette Tid at være der og tage fat paa Underviisningen i det mujfelmannske Hus.