ChristianWinther_II

— 7 3 — Winther kjære, og i Kregome fandt han bægge ægte. Musikken, som var uadskillelig fra hans Natur, dyrkedes meget der , og, naar Weyses eller andre Sange blev sungne om Aftenen derude, kunde han briste i Graad af poetisk Bevægelse og forsvinde ad Havens Gange. I Kregome traf han sin gamle, eller rettere: unge Veninde fra Regensen, Husets Datter, Ulrikke Eleonore Strøm. Han sagde endnu D u til hende, men Følelserne ytrede sig ikke mere som over for et Barn; nu vare de ikke ganske fri for Erotik, og for hende begyndte det at gaa op, at hun havde Samkvem med en Digter. Han skrev — jeg vil ikke sige til , men f o r hende — Digtet „Ellinors Sværmeri“ 1). Heri udtrykte han hendes Følelser og Længsler; men dette var ham ikke saa svært, da de svarede saa temmelig nøje til Hvad han selv sjæleligt havde erfaret under sit lange Ophold i Kjøbelev. Digtet er ifølge hans egen Opgivelse skrevet 1824 i Kjøbenhavns Rosenbotggade, men er efter hendes Ord til mig først nogle Aai senere overgivet hende. Det var sine egne poetiske Tanker fra hin kjøbelevske Tid, han skildrede i Veis som disse. Under Granens mørke Grene i min Faders Urtegaard tæt ved Kirkemurens Stene

sidder jeg saa tidt alene i den favre, grønne Vaar.

Naar saa Solens Flammelokker dukke ned bag Høj og Krat, helligt klinge Taarnets Klokker, Linden mildt i Vinden rokker med sin brede Skyggehat.

x) Sml. Digtn. I., S. 43.