ChristianWinther_II

— 6 8 — Han var besindig, fin og kjæk; se Mundens Smil, og læs i Øjet! Var man forknyt, i disse Træk man kunde se sig selv fornøjet. Fra disse Læber aanded Sang saa sød, at Taaren maatte stige; naar deres kjække Latter klang, saa krøb i Skjul det Taabelige. Naturen var hans Ven; som Barn han i dens Tempel from og stille alt fanged i sin Tankes Garn hver Sommerfugl, hver blanke Bille. Hans stærke Manddoms Tanke gik opad og spejded Himlens Vaner og fulgte med sit skarpe Blik de Stjærners strængt afmaalte Baner. Men mellem Jord og Himmel laa ham aabnet Poesiens Rige, det gyldne, hvor vi altid saae ham vandre som de Størstes Lige; thi hvilken Rigdom fødte ej hans Aand af Tanker og Gestalter, der alle kom den lige Vej fra Gratiens og Musens Alter.

Manuskriptet til dette Digt existerer, og det har ikke saa faa flere Vers end det trykte. Efter det første af de her meddelte følger der tre, saalydende: Jeg mindes med vemodig Fryd

den Dag til Norge drog den Hulde, som blev vor Scenes bedste Pryd, og som hans Hustru vorde skulde. Da kjørte vi til Kysten ud — den Afsked var ej let at bære! — og sendte der tre kjække Skud som Hilsen til hans Hjærtenskjære.