ChristianWinther_II

— 51 —

— Hvor yppigt Tonerne fremlyner — som en Savannas gejle Urtepragt, ved Vaarens Tid af Slummer vakt, saa mylre for mit Øje fæle Syner. Natur? — Og Sandhed? — Poesi? -— I denne Op- og Nedad-Tumlen? 1 denne Hylen, Brølen, Mumlen? Kan I vel nære Jer deri? — Paa dette usle Ordstillads? I disse vrængede Gestalter, hvor tusend Arlecchino-Pjalter af Toner er den hele Stads? Er det en sand Begejstrings Flamme, som føder dette evig Eet og Samme? Og denne Løgn af Ord og -Klang, er det et rigtigt Hjærtes Sang? Skal dette være lystigt? — Det er Grin! Er dette Suk? — Det er et Hvin! Er dette Smerte? — Det er Krampe, fremkaldt ved giftig tunge Dampe, der hæve sig som fra en Gravruin, bevoxt med spættet røde Svampe! Ah, den Natur, den passer just for Hjærtets Spejl, hvor Levelystens Rust har lagt sig tykt, som Mos paa Muren, og slettet ganske ud Naturen! — Blaserte Hjærter! I maa rystes, I fø le ellers ej, — og Sukket, som fordum let har Eder vugget, maa pinefuldt nu af Jert Indre k astes; i denne Malstrøm maa I sno og vende, i denne grimacerte Jammer Jert eget slappe Jeg gjenkjende, i disse vammelsøde Fosforflammer af en forskruet Elskov brænde! Tørt er mit Oje — Kinden staaer i Brand — Gud, hjælp — og frels mig min Forstand; thi Tanken svimler alt paa Vanvids Rand — min Tinding banker — Hjærtet sprænges — o — efter Luft og Taaredug det længes! — 4 *