ChristianWinther_II

180

—

—

„men jeg skal per dio! ikke oftere lade mig saalunde overtale. Jeg har virkelig for at berolige min Samvit­ tighed sammenstykket en Prolog; men Moloch har — som fordum med de smaa, nyfødte Børn — allerede krystet den til sit gloende Bryst“. Til Studenterfor­ eningen faaer han dog stillet paa Benene en „Prolog til Damerne“ x), og heri skildrer han det Kompagni, han dernede har sluttet sig til, og som danner en Modsæt­ ning til de Lærde, der staa i Forbund med Minervas Ugle, „som langsomt svæver hen i Nattens Skjul paa Søvngudindens Spor“. Han siger:

Hin Fugl har klækket ud en Flok af Børn, som hendes Viisdom arve, som bære hendes alvorsfulde Farve og ere lærde, Gud veed, mer end nok. Men se, et andet Kuld hun frembragt har, hvis Fjederham har tusende Kulører, hvis Stemme klinger jublende og klar og tidt et morderligt Spektakel fører, der chagrinerer slemt den satte Ugle. Og disse kaldes — kan De tænke! — Spøgefugle! Af dem er sanket her i dette Bur en Sværm, som kjæk og fuld af Løjer tør efterligne hin fortryllende Natur, hvis Smil kun deres Mod forhøjer, ifald det ellers kan formeres.

(den slanke Pil kun graciøst sig bøjer, det Bedste, veed De, bedst parodieres!). I Drikkeviserne til Soldene priste han

Druer og Toner og Kjærligheds Glæde, — det var en Treklang, en stolt Harmoni.

x) Sml. Digtn. I, S, 123.