ChristianWinther_II

171

—

—

Da dukkede frem af den salte Flod en truende Arm herhjemme; to flammende Øjne for mig stod; jeg hørte den barske Stemme: „Hold op, Forvovne, og føl i Dit Hjem: Er hine Toner end smukke, staaer Du dog i hellig Gjæld til dem, der engang klang ved Din Vugge“. Da slap jeg den Krans, hvis tomme Pragt hovmodig jeg higede efter; — En Ven gav Digtet den danske Dragt og prøved derpaa sine Kræfter.

Som W in th er ikke havde været Alvilde fuldtro, saaledes heller ikke D anm ark ; men som han efter sin H jemkom st vistnok holdt mere end nogensinde af hende, saaledes blev h an og sa a nu igjen udelukkende dansk Digter og elskede — om mueligt — D anm ark endnu højere end før. Nu skulde han til at bane sig Vej herhjemme, og dermed kneb det. Frøken Ross skriver1): „Visselig havde det været hans Maal, inden han rejste, at blive Præst, ligesom det var det engang langt senere frem. Men det blev udsat ved den Arv, som tilfaldt ham. Nu rejste han og morede — morede sig, samlede vel ogsaa Ax op paa sin Viis, men levede for højt fot en Mand, der ikke var hovedrig; saa gik Formuen med — om ikke just Alt, saa dog saa temmelig nærved — de 6000 Rbd. stod fast, dem fik han først til sin Raadig- hed flere Aar efter.“ Overgangen fra det brogede Rejseliv til den mere hverdagsagtige Tilværelse udjævnedes ved, at Chr. 0 I et Brev til mig.