ChristianWinther_II

170

—

—

viste sig for ham og forbød ham at „bære Træ til Skoven“. Da Chr. Winthers Brudstykke senere blev over­ givet til det danske Publikum, skete det med følgende „Undskyldning“, som her gjengives i H. P. PFolsfs Oversættelsex) : Jeg sad ved Rhinen og lytted med Lyst til Toner i Morgenrøden; da skar jeg en Fløjte paa fremmed Kyst; den klang i Morgenens Gløden. Den tyske Fløjte, den blev mig kjær — til Vælskland med jeg den bragte;

vel hundrede Sange tillive der den brogede Billedhær vakte 2). De flagrede let i den blomstrende Lund imellem Cypressernes Stammer; om Minde og Glemsel toned de kun, om Vinens og Kjærligheds Flammer. Spidsørede Favner tittede frem af Busken med nyfigne Miner; Nymfernes Kor sig flokked om dem med Druer og Tamburiner. Da stemte jeg i paa fremmed Viis — mig Bifaldsrusen oplued — en Sang til den tapre Judiths Pris. 1 Fremtiden stolt jeg skued. Jeg vendte hjem til mit Fædreland, af Trolddommen endnu bedøvet; men, da jeg gjensaae den grønne Strand, da stod jeg Fløjten berøvet.

r) Hverken „Judith“ eller „Undskyldningen“ findes i Chr. Win­ thers samlede Skrifter. 2) At han her ikke direkte sigtede til sin egen Muses Børn, vil kunne sees af det Foregaaende.