ChristianWinther_II

167

—

—

Thi den holdt ud fra Kjøbenhavn til, hvor min Rejse slipper, hvor jeg har skaaret ud Dit Navn i Kapris brune Klipper. Dit Minde — kort — mig ej forlod i Sorger og i Glæder, om jeg paa flade Slette stod, om paa de høje Steder. Lig en Magnet mod Nordens Pol stod altid mine Blikke; i Norden straalte Du, min Sol, jeg var som en Solsikke. Saadan jeg red paa Kapri op, hvor før stod Kejserhuset; der rødmer vildt Levkøjens Top imellem Oldtidsgruset. Og rundt omkring mit Øje saae med Vellyst i det Fjærne; det kunde ej til Sjælland naa, endskjøndt det vilde gjærne. Jeg ellers altid skyer med Gru at røres og at smægte, men her mit Hjærte rørtes, Du, det kan jeg ikke negte. Saa, da jeg kom lidt længer frem, hvor Fjældets Væg var lige, jeg ridsede et A og M — Hvad mener Du, de sige ? *) De Andre Skriften ej fik seet; thi, havde de blot seet den, de havde vistnok ret beleet Sentimentaliteten. Og, da vi kom i Dalens Skjød, som skraa mod Havet stiger, der rakte os Levkøjen rød de brune Bønderpiger.

b Udhævet af mig.