ChristianWinther_II

143

—

—

Min Barm blev øm, og Taaren steg; men den blev aldrig bitter; mig Livets Drøm blev tidt en Leg bag Rankens muntre Gitter. En Helligdom mig Tiden var, et evigt, stort Exempel, og ydmyg from min Tanke bar dens klartudtrykte Stæmpel. Men dybt jeg sank i Mulm og Nat med fæle Feberdrømme — min Stjærne blank forlod mig brat paa Livets vilde Strømme. Det er mig selv, der fræk og stolt min Engel har forjaget! — I Friheds Elv der er saa koldt! Der fandt jeg mig bedraget. Skjøndt jeg er ung, er jeg saa træt, og mat er alt mit Hjærte; min Vej er tung, min Død blev let, den blev min sidste Smerte.

Sidst i November Maaned naaede han over Florens til Rom, og en 8 Dages Tid derefter skrev han føl­ gende hidtil utrykte Brev til sin Svoger Knud Sidenius i Maribo1). i) Overladt mig af Sidenius’s Svigersøn, Pastor Panduro.