ChristianWinther_II

136

-

Snart i en stille Have jeg synes, jeg gaaer; omringet tæt af Grave en Landsbykirke staaer; mens Aftenklokken kimer mod den guldgule Sky, sødtsyundne Ungdomstimer jeg lever om paany. Snart ligger jeg paa Sengen af det duftende Hø og stirrer over Engen og den glimtende Sø, mens Sommervinden vifter og bøjer Græsset ned og Billederne skifter i Uendelighed1).

Endnu var han dog paa det kjære Sted med de mange Ungdomsminder; men nu gik han kun omkring for at tage Afsked med det Altsammen. Inden han rejste til Udlandet, vilde han gjæste sine Venner paa Iselingen; dertil stundede hans Længsel; der vare de Alle gode imod ham og søgte at holde paa ham i længere Tid, og for at melde sin Ankomst sendte han derhen i Juli Maaned følgende Rimbrev til den fjortenaarige Frederikke Aagaard, den senere Fru Dorfih i Øster Egesborg: Nu Himlen sødt blaaner, og Luften er varm; thi Solen har taget vor Jord i sin Arm,

saa trindt os er vaagnet den lifligste Sommer, og derfor, om Gud vil, paa Onsdag jeg kommer. Jeg springer paa Ryggen af „Fredrik den Sjette“ og lader ham rask over Vandene sætte, et græsseligt Firben med Horn og med Tænger, som buldrende frem gjennem Voverne trænger; med Hvæsen og Stønnen det kryber afsted og udspyer Ilden og Røgen derved. ') Sml. Digtn. II, 4.

Made with