ChristianWinther_II

134

—

-

ogsaa en af de herværende Læger agter at skrive en Afhandling derom. Navnene bleve opskrevne; men af Agtelse for Personerne ville de ikke vorde offentliggjorte“. Tænk Dem nu vel om, kjære D.l Min Død, en Ildebrand og en slet medicinsk Afhandling faaer De paa Deres Samvittighed. Gode Guder! Hvor er Menneskekærlig­ heden bleven af? De Retfærdige ere faa i Landet. Ak, ak, ak! Hvis jeg kommer levende til Kjøbenhavn, saa maa De være glad ved at være i Farum og ikke komme til Byen, inden jeg efter 14 Dages Ophold sætter mig paa Ryggen af „Frederik den Sjette“ og rider paa ham til Lybæk for at gaa til Rom; thi alene Synet af mig vilde vist ellers bringe Deres forresten gode Hjærte til at briste. Har jeg siden min Afrejse, i hele to Maaneder, hørt eet Ord om Wexschall og Madammen? Skulde jeg blindthen høre paa Folks — jeg hader Folk — forfængelige Tale og løse Snak om Personer, som ere mig kjære? Nemlig — veed jeg Noget om Fr. G.1), L. H.2) og saa videre? Veed jeg Andet om Dem selv, end at De ikke vil skrive mig til? Skulde jeg anraabe Guderne, der altid holde med den krænkede Uskyldighed, om at straffe Dem, saa maatte det være ved at ind- [give] Dem en uimodstaaelig Lyst til at skrive mig til, inden jeg om 14 Dage forlader Laaland; jeg indseer, den Straf blev haard, hævnede mig og gavnede mig tillige. Men — ikke sandt — De gaaer i Dem selv, Barn, og gjør det godt igjen; thi jeg kan ikke tro om Dem, at De vil lade mig have andre Sorger herovre end de visne Kranse paa min Moders Grav. 1) Fru Gyllembourg. 2) Joh. Ludvig Heiberg.