ChristianWinther_II

129

—

—

bærer, som sagt, altsaa ene Skylden; thi jeg føler meget vel, at De hverken kunde have forholdt Dem anderledes eller bedre. Jeg beder Dem derfor, kjære Alvilde, ret indstændigen at skjænke mig Deres Tilgivelse for hvad Ubehageligt jeg har forvoldt Dem. Jeg haaber, De veed, at jeg holder altfor meget af Dem og Deies til forsætligen at kunne gjøre Dem Soig. Min Hensigt var god, Middelet var slet. Fremtiden skal vise Dem, at jeg for Deres Skyld mere vil tage Hensyn til Folks Omdømme, hvilket jeg — som De nok veed foi min egen Person agter temmelig ringe. Ingen Opofielse skulde være mig for stor, naar jeg derved kunde be­ vare mig Deres Venskab. De maa nu tro mig, om De kan eller vil: De er En af de Faa, hvis Hengivenhed jeg nødigst af Alles vilde forspilde, og, saalænge der er Liv og Blod i mig, skal det være mig en Fryd - hvis De tillader mig det — at kalde mig Deres hengivne Ven — thi jeg er det. Christian Winther. Han var paa denne Tid nedbøjet. Under Indtrykket at den Indvirkning, hans forsmaaede Følelse havde paa ham selv, skriver han d. 27nde April 1830 til Dahl- str&m: „Jeg har i denne Vinter været meget syg — Brystet duer ikke - og jeg har mistet og mister dagligen , kunde jeg næsten sige, saamange gode Venner, saavel i som uden for Byen, at det vel ikke er at [undres over], hvis Humøret ej er af det bedste“. Han forlader nu K jøbenhavn. Under han s Rejse Sorø d. 4de Juli 1830. Jeg veed næsten ikke, om jeg ter skrive Dem til, N. B egh: Chr. Winther, II- modtager Alvilde følgende Brev.

t