ChristianWinther_II

127

—

—

ikke noget Christian Winthersk i denne Prædiken med dens stive Inddelinger efter Tidens Forskrifter; Fantasi eller Poesi spores der kun Lidet af i den. M. H. Hohlenberg og H. G. Clausen vare Censorer, og han fik Karakteren Laudabilis. Før Chr. Winther imidlertid vilde indlade sig paa den præstelige Virksomhed, kaldte andre Røstei h am . han maatte — skjøndt modstræbende — ud at rejse. Hans arvede Formue var saa betydelig, at han ikke behøvede at søge Stipendier, og han tog nu Afsked fra sin Huslærerplads, som det var ham behageligt at for­ lade, da han netop nu — uden just at fri til Alvilde Miiffelmann — havde faaet „en sikker Tilkendegivelse af, at hun ikke vilde være hans Brud“. Hendes For- æidre — navnlig hendes Moder — ønskede meget, at de To skulde faa hinanden, og vare virkelig bedrøvede over, at Datteren — skjøn’dt hun satte stor Pris paa Winther — ikke kunde knytte en saadan Forbindelse med h am 1). Karakteristiske ere følgende Breve fra ham til hende2) : 2den April 1830. Kjære Alvilde! Naar jeg ikke tiltroer mig selv mundtligen ret at kunne fremsætte min Mening, saa plejer jeg at foisøge det skriftligt. Jeg har da den Fordel, som hint latinske Ordsprog antyder, at Bogstaverne ikke rødme, — og dette maatte jeg i Sandhed selv, hvis jeg Ansigt til a) Hendes Broder Hothers Meddelelse til mig. 2) Dette som de efterfølgende Breve fra Chr. W. til Alvilde M. - ere mig over­ ladte af Fru Generalinde Thomsen , f. Voss.