ChristianWinther_II

— 1 2 5 — At Moderens Død har paavirket Sønnen i religiøs Retning, fremgaar af, at han paa denne Tid synes mere end nogensinde bestemt paa at ville være Præst, hvilket han, som bekjendt, siden sin Barndom aldrig rigtig havde tænkt paa. Karakteristisk i saa Henseende er en lille Anekdote, han fortæller1): „Jeg stod engang i Frederik d. Sjettes Forgemak; jeg skulde takke ham for Noget. Kammerherre Hagemann, latterlig Ihukom­ melse, stod og var Dørvogter. „De er Kand. teoU “ spurgte han. Jeg bejaede dette. Derpaa gav han sig til med stor Vigtighed og Grundighed at omtale den da under Arbejde værende nye Alterbog og Ritual, idet han snart saae paa sine blanke Støvler, snart med Næsen ivejret gloede paa de stygge Gipsfigurer i Loftet. Et Par Præster, som stod i Nærheden, lo indvendigt — det saae jeg — saa de nær vare gaaede ud af deres sorte Kjoler“. Det er tydeligt, at han selv og Andre dengang fandt det latterligt, om han skulde være Præst. Nu seer han anderledes paa Sagerne. Den 28nde Februar 1830 tog han „Kateketikum“ med Karakteren Fdaud. ill ., og den 25nde Maj samme Aar holdt han sin Dimisprædiken i Vartov. I Indledningsbønnen siger han da: „Jeg bekender for Dig, o min himmelske Fader, at min Fod ikke altid vandrede de Veje, som behage Dig, at mit Øje ikke altid begjærede Flvad rent og helligt er, at min Haand ikke altid øvede Retfærdigheds Gjerninger; — jeg bekjender for Dig, at min Hu, mit Sind, min Lyst og Attraa stundum har staaet til Det, som jeg burde fly, og at jeg da, naar Synden lokkede, naar

x) Breve fra og til C. W. S. 174.