ChristianWinther_II

— 1 1 8 — lagte. En Gysen foer gjennem den fine Skikkelse. „Hu“, udbrød hun og trak Shawlet tættere om sig, „det vil blive koldt at ligge oppe iStorstuen paa Bordet med et Lagen over! — Hvad mener Du? — Lad os nu faa Lys!“ Lige Dagen før hun døde, kom der et roligt Vel­ befindende over hende, efterat hun i den sidste Tid havde liidt meget paa flere Maader og ikke fundet Hvile. (Siden Jul havde hun ligget tilsengs). Hoste­ anfaldene vare ophørte og Mavesmerterne dulmede. Hun sov lidt af og til. Da ytrede hendes Mand det Haab, at Gud endnu vilde bevare hende Livet en Stund. Men hun gjorde en negtende Bevægelse med Haanden og hviskede: „Jeg veed ikke Hvad jeg skal sige derom, lille Far! Saa skulde jeg vel.paany gjennemgaa den samme svære Strid! Nu er det Værste dog nok over- staaet“. Derefter talede de længe sammen. Af og til lød dog et indtrængende Trøstens Ord højt nok til at høres af Andre, og, som om den Døende behøvede at styrkes i Troen paa Gjensynet og Livet efter Døden, sagde hendes Mand med Overbevisningens Kraft: „Vi kan og maa tro, den almægtige Gud har ved Kristus stadfæstet vort Haab. De salige Aander skulle udgjøre eet Samfund i Himlen og paa Jorden“. I de sidste Par Timer, hun aandede, havde hendes Mand sine Konfirmander at læse med. Det var strængt Vejr og havde været meget besværligt for Børnene at vade i Sneen over Mark og Sti, for at naa Præste- gaarden. Nu saae -han vel, at Guds Time var nær for hende, men han meente dog, at han ikke burde vise Børnene bort med uforrettet Sag. Saa læste han

Made with