ChristianWinther_II

— 11 7 — Kjære og navnlig Sønnen Christian, saa ytrede hun dog ikke Længsel efter at se Nogen af de Fraværende hos sig i sin sidste Sygdom. Hun følte sig for svag til at tale med dem; men deres Breve holdt hun af at læse; de vare hende alle dyrebare, dog Sønnens vel især. Han og Moderen forstod saa godt hinanden. „Deri gjenkjender jeg ham“, sagde hun oprømt. da hun havde læst hans Julebrev og nu aabnede en lille Pakke med nogle Smaasager, som han bad hende fornøje sig med at uddele til sine Omværende ; „han ligner sin Fader“. Nyt af Aaret, aandrige Skrifter og Digte, læste hun med fuld Interesse, eller lod sig forelæses, og hun var i det Hele opmærksom Iagttager af Hvad der ud­ viklede sig i Tidens Løb. Videnskab, Kunst og Poesi vilde skabe Fædrelandet en lys Fremtid, det var hun vis paa, og hun glædede sig over de skjønne Udsigter for den Verden, hun stod færdig til at forlade. Indsvøbt i Shavvler laa hun, som sagt, helst i Dagligstuen paa Sofaen, og hun holdt sig paaklædt, saa længe hun kunde. Da var det endnu rart at sidde og tale med hende, saa langt fra sygeligt Føleri, som hun var, og dog med Tanken paa Døden. — Saaledes en Aften i Mørkningen! Vinduerne vare helt tilfrosne, skjøndt Ilden blussede i den gammeldags Ovn. Hendes smaa Fødder frøs bestandigt; men, naar man holdt dem fast omsluttede med Hænderne, følte hun dem gjennemvarmede paa en behagelig Maade. Og Samtalen gik livligt i Mørket. Da trængte pludselig et Lysskjær af Maanen gjennem en lille optøet Plet paa Ruden og faldt hen over hendes magre Hænder, som laa kors

Made with