ChristianWinther_II

— 1 1 4 — Krigstog mod Perserne, uddelte han efter Plutarchs Meddelelse sine rigeste Ejendele til sine Venner, og da saaledes næsten al den kongelige Ejendom var opbrugt og fordelt, spurgte Perdikkas\ „Men Hvad bliver da tilovers til Dig, Konge?“ Alexander saae op og sva­ rede: „Haabet!“ — Ja, Haabet — det var ogsaa til­ bage for de her omtalte gamle Præstefolk, Haabet om en frugtbar, lykkelig Efterslægt, gode, sunde Hjem som stærke Samfundsbærere, Haabet om smuk Frugt fra den gamle Stamme. Det var Fru Meller en usigelig Beroligelse at se alle Døtrene gifte med saa brave, dygtige Mænd; saa­ ledes var hendes opofrende, kjærlige Hverv jo for saa vidt afsluttet paa det Ønskeligste. Hun havde kun een Sorg, som udtalte sig i dette Ønske: „Gid nu ogsaa min gode Christian var bleven Embedsmand og lykke­ lig gift med en elskværdig Kone! Men den Glæde op­ lever jeg vist ikke.“ — Gode Breve indløb fra Øster og Vester, fra alle de unge, lykkelige Familier. Og saa indtraf der imellem Bud om nye Verdensborgeres An­ komst. Under Præstegaardshavens Kastanietræer legede alt i Solskin ved Sommertide flere Smaafolk, som kom med deres Forældre i Besøg til Hjemmet. Det var jo et frydefuldt Syn for de Æ ldre1). Under alle disse Begivenheder var Fru Meller meget svag; men hun tog sig af Alting og vilde ikke høre Tale om Overanstrængelse: Intet maatte mangle, og Farvellet, naar de Kjære forlod Hjemmet, skulde siges uden Scener: „Farvel paa et glædeligt Gjensyn,

x) Se Frøken Ross: „Skildringer af R. Møllers Liv“, S. 30— 33.