ChristianWinther_I

— 105 —

Og for mit indre -Øre vidt aabnet blev en Dør; Fuglen, kunde jeg høre, sang sødere end før; mig Havets stolte Brusen mer stræng, alvorlig var; som Orgelklang sin Susen hen om mig Vinden bar. Jeg fatted Kildens Rislen, naar den blandt Roser randt, i Snogens sagte Hvislen god Mening jeg fandt; og Katten, som sig strakte, og Hundens kjække Vov selv i mit Indre vakte en Stemning der, som sov. De vilde ,Dyr paa Marken, den Edderkop, som spandt, den blanke Fisk i Parken til sig min Tanke bandt; og Rankens klare Drue fik mig en anden Skik; der blev en himmelsk Lue af den jordiske Drik. Og Mennesket — den Gaade saa dunkel og saa sær, jeg proved paa at raade, endskjøndt den er saa "svær. Jeg vovede at gætte hans Hjærtes fine Skrift og klart i Lys at sætte hans Tanke og Bedrift. Jeg tolked Fryd og Smerte med livligt Farvespil, som fra mit eget Hjærte jeg hentede dertil. Var Sandhed ren fremstillet, og var der nogen Fejl, saa var det dog et Billed ud af mit eget Spejl.