ChristianWinther_I

— 103 — Det var nu Pastor Hermanns Datter; hid kom hun fra den anden 0 , og fuld af Liv og Lyst og Latter hun dansed som en Ellemø. Saa livlig, sød som Lærken var hun, der kvidrer i et Morgenblaa; en Krans af blonde Lokker bar hun, og hendes Smil og øjn e — naa!

Vist er det, at her begyndte hans Forelskelse at iklæde sig Vers. Der findes en Gemme, der fremstil­ ler Eros som Den, der former en Kunstners Skikkelse. Agathon siger ogsaa i Platons „Symposion“, at „Eros er viis som Digter, saa at han endog kan gjøre Andre dertil. Enhver bliver idetmindste Digter — var han end før nok saa fremmed for Muserne — naar han berø­ res afE r o s .Og hvad Mesterskab i Kunsterne angaaer, vide vi da ikke, at den Kunstner, hvis Lærer denne Gud var, blev berømt og navnkundig, den der­ imod, hvem Eros ikke begejstrede, stod altid i Skygge!“ Denne Udtalelse svarer nogenlunde til Oehlenschlægers i disse skjønne Verslinier: Som Rosen springer ud i Vaar udspringer Kjærlighed i Ungdomsaar i skjønne, varme, dybe Sjæle; og der —•saa lidt som Rosen •— er den Dunst, Eros gyder sit Væsen ind i det virkende Geni; i dets Gjerning drager hans Sjæl, hans Drift, sin Aande; — dets Ild, det er ham selv. I denne Skoledreng, vi her beskæftige os med, har han begyndt sin Kunstner- den sætter sig et evigt Eftermæle i hellig Tro, i Poesi og Kunst.