ChristianFrederikV.Beck

67

velkendte, at Antydn inger er tilstrækkelige. Kort efter at K amm erjom fruen v a r bleven sendt ind til D ron­ ningen med Kongens Budskab om, at han havde be­ sluttet at sende hende bort, viste hun sig i dybeste N egligé og kom straks i Skænderi med Grev Rantzau, der h oldt sin Stok foran sig for at væ rge sig mod hende; Kongens B rev slængte hun hen ad Bordet, og løb fra den ene D ør til den anden, men alle Udgange v a r spæ rrede. Endelig blev hun træ t og maatte klæde sig p aa i O fficerernes Næ rvæ relse, mens de vendte Ansigtet bort, og efter at hun havde faaet T illadelse til at tage sin Datter L ou ise Augusta med, førtes hun tilK ro n b o rg i den ventendeVogn. 3Hist. Tidsskr. 3. R. IV S. 438 ff. ; Bobés Udg. a f Brevene om Chr. VII, Kbhvn. 1901, S. 107. 4At denne H istorie i Samtiden h ar ver­ seret ude blandt Folk, ses f. Eks. a f »Udførl. Efterretn. om den hemm elige Samm enrottelse etc.«, Kbhvn. 1772, S. 14 (T ryk kefrih ed ssk rifter paa kgl. Bibi.), men her tillæ gges den Rantzau-Ascheberg og ikke Beck. I et andet, ganske vist ogsaa apokryft L ejlighedsskrift med T itel: »Histoire de la dernière révolution arrivée en D anem ark, écrite de la propre main de Sa Majesté la Reine C arolin e Mathilde«, Rotterdam 1773 (Eksempl. p aa kgl. Bibi.), vender Dronningen hele sin Vrede mod Rantzau, men om taler ikke, at nogen a f de ledsagende O fficerer opførte sig brutalt. Hun siger tvertim od bl. a. »Avant que de quitter le palais j ’insistai avec fermeté p ou r qu ’il me fût perm is de dire un mot au Roi mon époux; m ais cette liberté me fut absolum ent refusée par le com te Rantzau, et comm e quelques-uns des offi­ ciers qui l’accom pagnoient paroissoient disposés à vo ir exécuter ma demande, il les fit changer de sentiment en les assûrant qu ’il leu r en coûteroit infailliblem ent la tête, si je p arvenois à vo ir le Roi«. — Men selvføl­ gelig kan der ikke tillægges Beretningerne i disse Lej- 5*