ChristenBerg_1911

— 129 —

Novmbermulmet spændte ud sin Skærm saa klam, saa tung, saa graa, og Brystet stønned — Herregud, skal da hvert Haab om Lys forgaa?

saaledes begyndte Drachmanns Mindedigt over Berg. Og i denne haabløse Stemning, under denne klamme Skærm af Novembermulmet, fulgte det lange kjøbenhavnske Ligtog hans Kiste ud til Bane- gaarden. Begravelsen skete i Kolding den 5. De­ cember. Graven er midt paa en stor aaben Plads paa Kirkegaarden.

Men Bruset af et Junihav ombølger Kæmpens Grav.

Denne Strofe fra Drachmanns Mindedigt er som et Eftermæle. Det bruser om Bergs Grav: »Der svulmer op et vaarfriskt Hav, hvor Berg gik i sin Grav«. Han var.i Slægt med det brusende og svul­ mende i Menneskehjærtet, med den taktfaste, opad- gaaende Rytme, som løfter et Folk i de bærende Tider. Saaledes skal han staa i Eftermælet, ikke som et Tegn til Modsigelse, men som et Tegn til Samling, ikke som en Nederlagets, men som en Sejrens Mand. Det er ikke rigtigt, hvad Høgsbro som Folketingets Formand udtalte i sin Mindetale, at »for den folke- Christen Berg. 9