ChristenBerg_1911

— 127 —

dette Haab som min Arvepart, som Frugten af mit politiske Liv, og gør ikke altfor meget Nar ad den gamle Mand, fordi han staar fast ved dette Haab«. Den samme svimle, nervøst overspændte, briste­ færdige Stemning toner gennem disse Ord fra hans sidste Avisartikel, Ord, der er mente som en Protest mod Talen om det u m u l i g e : » F r i h e d e n s dybe Fald kan røre Hjærterne, Minderne kan vække til Handling; der kan . . . . som i en Haandevending rejse sig en A a n d i Folket, der kan lyse Fejgheden og Foræderiet til Dørs. Vi tror endnu paa Mi­ rakler«. Hans Tanke var iøvrigt i denne sidste Tid mindre ved Arbejdet i Salen end ude hos Vælgerne. Han hastede mod det Øjeblik, da denne Samling skulde være forbi og et nyt Valg gaa løs. Han talte om Krese og Kandidater, han regnede Chancerne ud i de forskellige Landsdele, hans Tanke bryggede alle­ rede paa det Valgopraab, som hans Gruppe og den Hørupske skulde rette til Folket. Netop herom drejede hans sidste Samtale med hans Partifæller sig. Den sidste Aften, han levede, den 27. November 1891, tilbragte han, omgivet af sine Partifæller, paa Stengaarden ved Gentofte, hos sin nære personlige og politiske Ven, den nylig af­ døde Landstingsmand P. Jensen. Det var en halvt politisk, halvt selskabelig Sammenkomst. Om For­ middagen havde han præsideret i Finansudvalget, derefter været til Møde i Sygekasselov-Udvalget, og