ChristenBerg_1911

— 124 —

det andet, at Bergianerne gik i Alliance med Hørup- perne. Politiken spørger jo ikke om Hjærtet, ellers kunde der være Grund til at gøre en lille Betragtning over, med hvor megen ægte Følelse disse to Mænd gav hinanden dette Haandslag. Det var vist et koldt Møde. Men megen Lejlighed til at dyrke hinandens personlige Venskab fik de to Mænd heller ikke. Det Aar, der var tilbage, var et, hvor hver Dag havde sit politiske Slag, og hvor hvert Minut af Dagen var kostbar. Dette sidste Aar, Berg levede, betegnede et Højdepunkt i den parlamentariske Kamp. Sjælden har Polemikens Egg være slebet saa skarp, sjælden har den saglige Forhandling løftet saa tunge Prob­ lemer som i Samlingen 1890—91. Det var et værdigt og stolt Opbud, hvormed Folketinget hilste sin mangeaarige Fører til Farvel. Naar Anspændelsen var saa stor, var det ikke mindst, fordi Faren altid var stor for den Side af Venstre, der skulde kæmpe mod Berg og Hørup som forenet Magt. Sporene af deres tidligere Togt mod de Moderates Kyster forskrækkede. Derimod indgød ikke deres Grupper som samlet Magt, naar der ved de utallige Navneafstemninger var Lejlighed til at mønstre dem Side om Side med hinanden, no­ gen særlig Frygt. Dertil stak de alt for meget af mod hinanden. Af det Bergske Venstre, saaledes som det præsenterede sig i Folke­ tinget efter Valget 1890, har Edvard Bran-