ChristenBerg_1911

— 117 —

Billedet af Berg. Det viser hans Usnobbethed, hans Foragt for den pæne offentlige Mening, hans ægte politiske Hensynsløshed i Valget af Midler. Der er i det hele intet Afsnit af Bergs Liv, der stærkere fremhæver hans Sjælsstyrke og beundrings­ værdige Livsmod, end disse 3 Aar, i hvilke han, den én Gang saa mægtige Fører, sad i Folketinget, kun omgivet af en lille Garde paa 8 Trofaste, som ikke netop var Blomsten af Tinget. Bønløkke,, S. P. Christensen, Haastrup, Leth, Michael Pedersen, Enevold Sørensen, Tang og Vestergaard — hvor er de henne nu, hvilket Blad af Historien vil, naar man undtager Enevold Sørensen, opbevare disse Navne? Og dog burde de maaske ikke glemmes, thi det er Stammen, hvoraf der siden skød en Politik, der er et helt Stykke Danmarkshistorie. Det er de første, de oprindelige, ægtefødte B e r g i a n e r e . Naar han ellers saa sig om i Tinget, mødte han lutter fjendtlige, spottende, skadefro Ansigter, maa­ ske endog halvt medlidende. Og der sad dog saa mange, hvem hans Navn og Autoritet havde baaret ind i Tinget, mange, der havde holdt sig tæt i hans Kølvand, da han gik for fulde Sejl, og andre igen, for hvem hans Fordomsfrihed havde været den brede Ryg, der havde givet dem Dækning i ensomme og farlige Øjeblikke. Der kom alligevel ingen bitre Ord over hans Læber, ingen Surhed i hans Væsen. Han var i Sandhed en Kæmpe, som han stod her og talte til de tomme Stole, eller under en Højrøstet