Casino_1848-1923

sen, der i Mod sæ tn ing til de tidligere Direktører — undtagen Lange — overtog Te a tre t i Entreprise. Christian Schmidt, der havde betydet det samme for »Casino« som Fritz Hultmann for Nationalscenen, var p a a det T id spunk t en syg Mand, der ikke formaaede at optræde i de Maaneder, han var Direktør. Under det Ansvar, han havde p a a ta g e t sig, mistede han sin sjælelige

Ligevægt. Den be­ undrede Fremstil­ ler af det so rg ­ løse, godmodige Letsind savnede den koldblodige Ro og Overlegen­ hed, der b land t andre Egenskaber kræves af en T e a ­ terdirektør. G læ ­ dens Budbringer blev overvældet af Mismod og øko­ nomiske Bekym­ ringer, og den ^2. Novbr. 1865 for­ kortede han sit Liv. »Det var,« for­ tæller Erik Bøgh,

Fire »Casino«-Skuespillere: Hougaard. Wulff. Albrecht. Stigaard.

»en ha ard Prøve for alle hans Kammerater at sta a tilbage pa a den Scene, han havde forladt, og kæmpe for at genvinde Publi­ kum, der nu næsten med Sky vendte »Casino« Ryggen.« Men Prøven blev bestaaet. Th. Rasmussen hjalp sig igennem ved fremmede Gæstespil og ved enkelte »Træffere«, for Eks. Sar- dous Sangfarce »Den forbudne Frugt« (1866 ), som Erik Bøgh bearbejdede. I denne Periode knyttedes atter Lauritz S tigaard og for første Gang F. F. Knobelauch til Teatret, og de blev b eg ­ ge senere synonyme med Husets gode Traditioner, den første som folkelig Romantiker, den anden som ad stad ig Karak terskue­ spiller. Men virkelig Fasthed evnede Th. Rasmussen ikke at give sin Ledelse, og i 1869 endte hans Direktorat med, at han

48