CarlEtlarsMinder

2 I

sønderrevne Regim entsfane var udfoldet, og Paradem arschen lød i al sin Skjønhed. L id t nærm ere Palæ et havde en gammel Mand med hvide Haar trængt sig frem foran alle de ø vrige T ilsku ere. Han holdt en falmet Soldaterhue i Haanden, støttede sig til en ty k S to k og lod et T ræ been tilsyn e hver G an g han bevægede sig eller søgte en bekvemmere Stillin g. Da Prindsen og hans Selsk ab kom forbi, hævede Invaliden sin Hue, svingede den rundt og udbrød i et gjennem trængende H urra, som Mængden om kring ham var meget tilb øielig og redebon til at istemme. Prindsen sm ilede og standsede foran den G am le. «H vordan er Du kommen saadan til Sk ad e?» udbrød han og pegede paa Mandens Træ been. «Oppe under Sam sø,» svarede Invaliden med en Stemm e, som kostede langt større M øie at faae frem end det n ylig ud­ bragte H urraraab. «V i stødte paa en a f disse gudsforgaaende, engelske K ryd se re og kløede strax paa ham, med R esp e kt at sige. Han snakkede igjen, det A sen, og saa blev vi ved at klaske og baske paa, til han rendte B agdelen imod os, og jeg fik mit ene B een skam filet, med R esp ekt at melde.» «Idag tager jeg min Hat a f for D ig,» sagde K ron- prindsen og rakte den gam le Mand sin Haand. «Im orgen skal Du komme op til mig og fortæ lle mere om dine K rig s­ bedrifter.» — D erefter gik han videre. Det var den første Hændelse, hvormed den vordende K o n ge skaffede sig Fo lk ets H engivenhed og vedvarende K jæ r- lighed. H istorien med den gam le Invalid, saa ubetydelig den end var, blev Dagen efter fortalt overalt i B yen . «Tæ nk Je r,» hed det, «K ronprindsen har taget sin Hue a f for gam le Fon tesant.» I Palæ et var der Fest. B yen s fornem ste Embedsmænd