CarlEtlarsMinder

193

i deres H jerter, maaske en ligesaa dyb og varig, som den før om talte F e st frem bragte. O gsaa K ab ylern e, der udgjøie en Deel a f Land ets ældste In d b yggere, kom med lange R æ k k e r a f K am eler eller D rom edarer, som den A fdelin g af Slæ gten hedder, der nøies med een P u kkel. En h ver Stamm e havde sin K adhi eller Dommer med, et B illede a f den meest æ refrygtindgyden de P atriark , man kan tænke sig. D er b lev L arm i B lad en e: «D et er u fo rsvarligt handlet af G u vern ø ren ,» sagde man. «Han skulde værne os for K o lera, for alle disse pestbefængte U lve i Faareskind , og saa byd er han Pesten komme indenfor vore M ure.» Mac Mahon hørte paa dem og lod dem tale. Da jeg senere under mit B esø g i A lgier fik Ledighed til at tale med ham herom , trak han paa Sku ld eren og sagde: « E t overord enlig T ilfæ lde fordrer overordenlige F o r ­ holdsregler.» Han vedblev at mætte disse hungrige Munde og mildne denne tause og skrigende Nød. D er fandt altsaa en saadan Kornuddeling Sted den D ag, jeg besøgte Staden N em ours. A andelig Fød e i K irken , legem lig F ø d e paa T o rvet. H ele Pladsen var bedæ kket af m aleriske G rup per i alle mulige plastiske Stillin ger, blandt hvilke den liggende dog var den meest fremherskende. Her traadte den sydlandske N atur ud a f B urnussen, her raaber det, sk riger det, hviner det, saa man skulde synes, de gam le Mure maatte briste derved. H vor de lyste og straalede, disse m ørke, m elankolske A n sigter over de fyldte Sæ k k e! B illed et mindede om Josephs B rø d re, der hente K o rn fra Æ g yp ten . F ig u re rn e , D ragtern e, Om givelserne vare de samme. Men, eengeng for alle, hvorledes er det muligt for den