CarlEtlarsMinder

Reiseerindringer.

« j a v i s t , at reise og aldrig blive træ t, at sige til sig se lv : J «N u reise vi igjen, jeg veed ikke h vorh en ; men vi reise, min V en ! Det er Sagen» — det var min Læ n gsel og L y s t i alle Dage fra min tidligste Ungdom , den K ild e, hvorfra jeg hentede Friskhed og fornyet K raft,» det sagde C arit E tlar. «N u maa jeg lade de lange R eiser fare; men saa kan jeg jo om A ftenen kalde Syden s fjerne Lande herop til m ig, Palm en til G ranen, Ø rkenen til Isen. laften er det M iddelhavet, vi seile hen over, medens Maanen sender sit blege L y s over vor nordiske Kæm pegrav herudenfor mit Huus, R om ernes H av, K orsarernes H av, V al­ plads for m angfoldige B ed rifter, som T id og Glem sel fo r­ længst drog sit Forhæ n g over. Je g hører det H av endnu synge den samme brusende Melodi, det pranger i F arver, som aldrig nogen Maler har magtet at gjengive, det gyn ger og bevæ ger sig som en mæ gtig Kæm pes B ry st, der drager Aande i en rolig Sø vn . Sm aa, sorte Æ n d e r og graablaa M aager ligge og fiske paa B ølgern e. A f og til glim rer det henover Havfladen som en R eg n a f S ø lv ; det er Stim er af Sard in er, der forfølges af Thunfisken. Men længere nede,