CarlBernhard_1895

64 sine gode Raad med Forsikringer om «hvor lykkelig han selv er». Noget, der naturligvis bidrager til, at man efterhaanden fatter Mistanke om, at han er alt Andet. Og endelig velmeriteret Borger og Hosekræmmer her i København, Sørensen Varde , som Forfatteren lige fra Begyndelsen af sin Novelle præsenterer os med to smaa Horn, der Manden ubevidst vokse ham frem af Panden. Atter og atter peger han for os med et Smil paa disse smaa «Gevækster»; — for Hustruens lumpne Adfærd har han derimod ikke et Ord. Dernæst have vi Snobberne: Til dem regner jeg den aflagte Diplomat i «en Fa­ milie paa Landet». Han vil gerne have Alt holdt i den ceremonielle Stil og vaager omhyggeligt over, at der ikke sker Brud paa den Form, der kan erindre om, at han en Gang har været ansat ved et lille tysk Hofs Legation. Ikke desto- mindre gaar Naturen jævn­ lig over Optugtelsen; og naar han «slubrer Suppen op med Skeen», da lyder det helt plebejisk i vor Forfatters Øren. — Men Snob af reneste Vand, et sandt Pragteksemplar af Arten, er den for alle Læsere af «Gamle Minder» uforglemmelige Oberst Helt. Denne Mand er komisk blot ved sit Navn, der danner den mest afgjorte Kontrast til hans virkelige Forhold. Han er latterlig som den mest udprægede Type paa en