CarlBernhard_1895

>37 Verden, det samme Stivsind, det samme Hang til at rende efter ethvert Fruentimmer . . . Dog jeg haaber, at han vil indsé og erkende og frejdig gaa løs paa at forbedre sig. Og noget Uredeligt og egentlig Slet lægger man ham dog ikke til Last endnu». Denne Karakteristik turde vel være en Del farvet af den øjeblikkelige Vrede; men alle ere de ægte franske Egenskaber. Hvad St. Aubains Temperament angaar, da var det koleriske tydeligvis fælles for Søn og Fader. Ditmar i «Lykkens Yndling», vor Forfatters alter Ego, lader ingensinde en Fornærmelse ugengældt; han er slag­ færdig i Replikken og bliver aldrig en Modstander Svar skyldig. I sin Skinsyge er han utaalmodig og let opflammet som en Franskmand. St. Aubains Kavalérmæssighed og Forhold lige over­ for Kvinden finde vi vel ikke Meget af hos Fransk- mænd fra det nuværende Aarhundrede; men den minder stadig om den adelige Franskmands Galanteri paa Ludvig XlV.s Tid. En Dame — og jeg tror ikke, at St. Aubain kunde tænke sig Kvinden under anden Skikkelse end en Dames — kunde altid sikkert stole paa hans ridderlige Hensyntagen. Han venererede Kønnet, paa samme Tid som han gjorde Kur; han var paa én Gang tilbedende og begejstret. En sjælden Gang kan en skarp ogbitter Bemærkning om. Kvin­ den undslippe hans Pen, somnaar han i et Brev i