CæciliaforeningenOgDensStifter_1901

25

sig som Redningsmand for Kontrabassen, betænkte han sig ikke paa at approbere Forestillingen (25 Decbr. 1827 ). Rung kunde altsaa for en Del takke sin fysiske Styrke, der endda ikke var meget stor, for at han kom saa vidt. Omtrent samtidig med, at han begyndte hos Haskeri, tog han med største Flid fat paa Musiktheori hos August Daniel Heger fra Kassel, der fra 1802 var Kateket og Organist ved den tysk-reformerte Menighed i Kjøbenhavn, hvilken Undervisning varede i nogle Aar. Haucli var ikke den, der holdt af at lide Nederlag, og han forudsaa alle mødende Tilfælde. Han paalagde Haskerl at indsende Beretning om Fremgangen hvert Kvartal og, saafremt Rung af en eller anden Grund — ogsaa at den saa vigtige fysiske Kraft mod Formodning skulde svigte — ikke svarede til Forventningerne, strax at frasige sig Undervisningen. Paa den anden Side tænkte han sig, at Rung mulig inden de to Aars Forløb var moden til at spille i Orkestret, og i saa Fald for­ pligtede han Haskerl til alligevel at fortsætte Under­ visningen til de to Aar vare omme. Alt det havde han ogsaa skrevet til Kongen. Det blev den sidste Forud­ sætning, der slog til og det i en Grad, som ikke var anet. Efter 3 Fjerdingaars Forløb, fra 1 Septbr. 1828 , begyndte Rung allerede at spille i Kapellet og den 19 November optraadte han som Solist paa l lieatret ved Harpespillerinden Moesers Koncert. Han udførte »Kontra­ bas-Koncert (i Manuskript)«; hvem dette Manuskript skyldtes, kan man formode. Haucli var ikke sen til at vise sin Paaskjønnelse af en saa værdig Piotegé og fik ham under 20 December 1828 udnævnt til Kontrabas- sistelev i Kapellet fra 1 Januar 1829 at legne med