CæciliaforeningenOgDensStifter_1901
138
denne Rolle lod Madrigalerne sig ikke længe nøje. De blev Vehikel for Smaascener med Favner og Nymfer, Hyrder og Hyrdinder og en Uendelighed a f Væsener, navnlig allegoriske, der meget ofte moraliserede og op- traadte med Solennitet, men ligesaa ofte slog Gjækken løs. Scenerne blev til Smaaoperaer eller Opera-Ballet ter, hvor den enkelte vilde lade sig høre. At dette skete madrigalmæssigt, var paa en vis Maade den Gang det mest selvfølgelige a f Verden. Hvad var Madrigal erne i Reglen andet end Romancer, lyriske Indfald, der kun vedkom en enkelt og hans Stemning. Og dog forvandlede de sig efter Madrigalets musikalske Natur strax til Kor, hvor de mange Stemmer i Forening ud trykte, hvad den enkelte alene skulde have sagt. løvrigt er det mærkeligt nok, saa hurtigt man i Nutiden væn ner sig til dette store og mindre naturlige Apparat og villigt tager for den enkeltes Lyrik, hvad mange synge i Munden paa hinanden. Men i det dramatiske maatte Madrigalerne selv i deres egen Tid uundgaaelig blive en Klods om Benet. Det fik ikke hjælpe: de maatte betjene Operaen og selv om man gav den enkelte Or det ved at lade Instrumenter overtage de andre Stem mer, blev det Madrigaler alligevel. Orazio Vecchi vandt stort Ry ved en komisk Opera, »Anfiparnasso«, hvor de optrædende Personer resignerede som selv talende og ene udtrykte sig ved Hjælp a f Kor. Men saa kom den recitativisk-melodiske Enkeltsang ind i Operaen og det varede ikke meget længe, inden den havde jaget Madrigalerne paa Flugt. Den forfulgte dem endog ind paa deres oprindelige Enemærker, det lyri
Made with FlippingBook