CæciliaforeningenOgDensStifter_1901
104
videdes Kredsen, først og fremmest ved Tilslutning a f F ru Sophie Lund, Theatermaler Troels Lunds Hustru. Hun havde en høj og meget smuk Sopran, elskede Musik over alt og kunde efter Anlæg og Lyst kaldes Sangerinde. A f Rung havde hun lært Guitarspil. Arki tekt Bindeshøll og Maleren Heinrich Hansen kom til ligesom Literaten Lobedanz (Tenor), der sang meget godt, og Johan Lange (Tenor), der 1851 blev Bibliothe- kar og Assistent ved botanisk Have, senere Professor i Botanik; denne ligesaa dygtige som intelligente Sanger liavde allerede vundet Lavrbær ved at bringe Kvartet sangen paa Regensen i stort Flor. Om at synge andet end italiensk Musik var der ikke Tale. Det var netop den, man vilde dyrke. Man lortabte sig i Palestrinas »Lamentationes«, men Rune havde til Afvexling en Reserve i Baghaanden, der livede saaledes op og vandt saadan Anklang, at den synes at have taget Luven fra K irkemusiken : italienske Madri galer. Dem havde han forlængst haft i Kikkerten. I 1844 havde han sendt en Madrigal-Raket op i Luften uden at den endnu vakte synderlig Opmærksomhed. Han udgav nemlig »Madrigal a f Girolamo Conversi, Komponist fra det 16 de Aarhundrede, for Sopran, Alt, to Tenorer og Bas«. Det var den senere saa berømme lige »Sola soletta«, maaske en a f Sejrstrofæerne fra Santinis Bibliothek. Rimeligvis kunde Rung takke Weyse tor flere al de andre udmærkede Madrigaler af Giovanelli og Pietro Philippi, der bleve sungne; tlii de havde tilhørt Weyse og vare med hans Samling komne paa det kongelige Bibliothek. Glæden over Madri galerne var saa meget større, som man vidste, at knap
Made with FlippingBook