ByensDyreliv

uden at de i Følge en barbarisk Skik var »knæhuggede« som det kaldtes. — Saa kom Krigsaarene 1848—50. Trods Skyttens skarpe Patrouillering maa Harerne vist nok før den Tid have haft mange hemmelige Fjender; thi det er sikkert, at de i de nævnte Aar, da Karlene og andre var i Felten, formerede sig i en forbavsende Grad. Efter Krigen havde imidlertid næsten hver Mand sit »Skydetøj«, og da Bonden uden for Kjøbenhavn nu indløste sin Jagtret, og da hans skydelystne Sønner var komne hjem, skød man lystig efter Harerne. Det varede derfor heller ikke længe, inden Harerne aftoge meget stærkt.« Men endnu for en halv Snes Aar siden blev det mange Steder i Ud­ kanten af Frederiksberg iagttaget, at Harerne i strenge Vintre trængte ind i Haverne og gnavede Barken af Frugttræerne. En sen Septemberaften i 1934 sprang en Hare fra Søndermarken ud paa Valby Langgade, hvor den blev kørt over af en Bil. Der er stadig Harer paa Terrænet ved Valby Gasværk, omkring Bella- høj og andre Steder i Byens Udkanter, hvor der endnu er aabne Marker og Fælleder. Haren kræver Plads, og det er derfor ogsaa kun naturligt, at den bliver trængt længere og længere ud fra Centrum, efterhaanden som Bebyggel­ sen bliver mere og mere fuldstændig. Men de smaa vimse Egern, skal vi ikke beholde dem i Byen? Den Smaafortræd, de kan gøre i en By er for intet at regne mod den Glæde, de vækker, naar man ser dem lege Tagfat i Trætoppene.

110