BrandmandenIFortidOgNutid_1948

S T R E J F L Y S O V E R Hovedstadsbrandvæsnernes Udvikling K Ø B E N H A V N I M iddelalderen var store B rande sikkert langt hyppigere end m an faar In d ­ tryk af af de opbevarede K ilder og Overleveringer. N aar Datidens Byer blev hærgede af F jendehaand og plyndret ved storstilede Røver- og Plyndringstogter, er de sikkert ogsaa blevet afbrændt. Fjendeinvasion og fremmed Besættelse var ogsaa paa den T id en alvorlig Begivenhed for dem, det gik ud over. Om Køben­ havn ved vi, at den blev b ræ ndt af Lybekkerne i 1248, og antagelig ogsaa af Hanseaterne, da de erobrede Staden i 1368. Og var Ilden først u d b rud t, var Mulighederne for at slukke den kun faa eller ingen. Slukningsmulighederne var meget begrænsede og udgjordes nærmest af Læderspande og B randhager. Den eneste M ulighed for at standse en B rand og hind re den i at brede sig var at rive det brændende Hus og Nabobygningerne ned. Det var derfor ikke ud en G rund, at alene O rdet B rand var nok til at vække en næsten panisk Rædsel hos vore Forfædre. Greb Ilden grund ig t fat i et Hus, var det saa godt som altid døds­ døm t. Laa det i en Gade eller mellem andre Huse, var det som oftest Vinden, der afgjorde, om hele Kvarteret eller kun en Del deraf hærgedes. Nyttede nogle Spande Vand eller paakastet Jo rd ikke, søgte Mændene a t vælte Gaardens eller Husets Vægge ind i en Dynge, men greb Ilden fat i Nabohusene, tænkte man kun paa a t redde Livet for sig selv og om muligt for Flusdyrene med. For det store Flammehav nyttede kun F lugt med den Smule Gods, der i Hast kunde bjerges. \ **"r • j

34