BrandmandenIFortidOgNutid_1948

B randchef Liisberg kom det til et meget skarpt Sammenstød mellem denne og lpsen, og for ikke at virke skadende for Organisationen, trak Ipsen sig tilbage i J u li 1910, hvor han afløstes af O rganisationens daværende Sekretær O. L u n d ­ strøm. L undstrøm var en meget evnerig og energisk Mand, der udførte sit Hverv til alles T ilfredshed, men det blev ham ikke beskaaret at fungere ret længe. H an døde efter en O peration faa M aaneder efter at han var valgt til Formand. O rganisationens niende Form and blev Reservefører Vald. Sørensen. Hans Væsen var præget af stor G rundighed og Soliditet, og han udførte et dygtigt Arbejde, som i m angt og meget bar Frugt i den vanskelige T idsperiode, hvor Liisberg var Brandchef. H an forfremmedes i 1912 til Sprøjtefører og overgik dermed til en anden O rganisation. Sørensen døde i November 1930 i en Alder af kun 54 Aar efter en kort l ids alvorlig Sygdom. Sørensens Efterfølger, altsaa Organisationens tiende Formand, blev B rand­ m and A. C. Jørgensen. Man tager næppe Fejl, naar m an siger, at Jørgensen havde et Tem peram ent, der var lige modsat hans Forgængers. H an sagde sin M ening ren t ud, men var ikke nogen rolig eller smidig Forhandler. H an ejede dog en tilstrækkelig Sejghed og Evne til at skaffe R esultater i en Række af de Sager, h an førte frem, til T rods for at hans Forhold til Brandchefen var præget af mange R ivninger og Skærmydsler. Paa G rund af private Forhold trak Jø rgen ­ sen sig tilbage fra Formandsposten i 1914, men var i senere Perioder Medlem af Bestyrelsen, i en kort Aarrække tillige Næstformand. H an avancerede til Reservebrandmester og afgik fra Korpset paa G rund af A lder i Oktober 1942. I 1914 ved Jørgensens Afgang som Form and valgtes Vilh. Ipsen atter til O rganisationens Førstemand — denne Gang for en Periode af ikke m indre end knapt 13 Aar. A t beskrive Ipsens Indsats og Virke for Brandfolkenes O rganisa­ tion vilde være det samme som at opridse et fyldigt Kapitel af dens H istorie. Da dette er gjort paa anden Plads i dette Skrift, maa vi lade de dér beskrevne R e­ sultater tale, th i det er en Selvfølge, at Ipsen har den- allerstørste Andel i den opadgaaende Udvikling, som i særlig G rad naaedes i den nærmest følgende T id efter den første Verdenskrigs Ophør. Det er lige saa selvfølgeligt, at en Mand ikke i en saa lang Aarrække vælges til Organisationens Form and uden at være i Besiddelse af de særlige Evner, der er nødvendige for paa tilfredsstillende Maade at varetage denne T illidsmandsgerning. N aar Ipsen formaaede at røgte dette Hverv til Kollegernes T ilfredshed, skyldes det ikke m indst hans personlige Egenskaber, den T illid han var i Stand til at skabe om sig, den Tryghedsfølelse for at h an selv i de vanskeligste Situationer vilde styre Roret med fast og sikker Haand. Ogsaa i videre Kredse vistes der ham T illid , saaledes inden for Dansk K omm unalarbejderforbund, hvor han i Aarene 1916—18 og igen fra 1920—27 havde Sæde i Forretningsudvalget og ydede en Indsats til Varetagelse af ogsaa Forbundets Interesser. I Slutningen af 1926 forfremmedes Ipsen til Brandmester og fratraadte derfor Formandsposten ved Organisationens førstkommende Gene­

237